I daginstitutionen Orienten arbejder vi ud fra den trygge tilknytning.
Tryg tilknytning er en af de vigtigste faktorer for et barns (et menneskes) trivsel, udvikling og evne til at navigere i hverdagen - , både nu og her, men også fremadrettet i livet. Når et barn har en tryg tilknytning til sine forældre, oplever det sig elsket, beskyttet og forstået. Det danner grundlaget for barnets evne til at udforske verden, håndtere følelser og skabe relationer til andre voksne og børn.
Forældre spiller en central rolle i at understøtte barnets trygge tilknytning, også i overgangen til daginstitutionen. En stabil og tillidsfuld relation mellem forældre og pædagoger er med til at sikre, at barnet føler sig trygt i institutionen. Når forældre viser, at de har tillid til pædagogerne, signalerer de til barnet, at det er et sikkert sted at være. Dette kan gøre adskillelsen lettere og give barnet en følelse af sikkerhed, selv når forældrene ikke er til stede.
De pædagogiske medarbejdere fungerer som vigtige omsorgspersoner i barnets hverdag, og en tryg tilknytning til dem hjælper barnet med at føle sig set, forstået og støttet. Det betyder, at barnet lettere kan regulere sine følelser, søge trøst, når det har brug for det, og deltage aktivt i leg og læring.
Som forælder kan man støtte barnets trygge tilknytning ved at:
• Skabe en god morgenrutine, hvor barnet oplever en rolig og kærlig afsked.
• Tale positivt om institutionen og de voksne, der passer på barnet.
• Udvise forståelse for barnets følelser og give det tid til at vænne sig til nye omgivelser.
• Have en åben og tillidsfuld dialog med pædagogerne om barnets behov og trivsel.
Når barnet føler sig trygt og forbundet, får det en stærk base for at udvikle sig socialt, følelsesmæssigt og kognitivt. En tryg tilknytning skaber altså ikke kun en lettere hverdag for barnet, men også for forældrene, da de ved, at deres barn trives og har det godt i daginstitutionen.